Finland fejrer Runebergsdagen med kager og flag
5. februar 2021by Anton PihlFlagdage0
Den finske nationalskjald Johan Ludvig Runebergs fødselsdag fejres i Finland med flagning og med en helt særlig type bagværk: Runebergstærte. Runeberg blev født den 5. februar 1804 og døde i 1877, 73 år gammel. I 1848 forfattede han teksten til Finlands nationalsang, som hedder Maamme på finsk og Vårt land på svensk.
De særlige kager, som spises på Runebergsdagen – på finsk Runebergintorttu, på svensk Runebergstårta – kan laves efter mange forskellige opskrifter. Almindeligvis er der tale om en cylindrisk tørkage på en dej af mandler eller hasselnødder og rasp, vædet i rom eller punch, og pyntet med sukkerglasur og hindbærsyltetøj.
Finland har en række officielle flagdage, herunder f.eks. Selvstændighedsdagen den 6. december samt Mors Dag og Fars Dag, som henholdsvis er den 2. søndag i maj og november. Herudover har Finland en række vedtagne flagdage, som ikke er officielle, men hvor det hører til god flagskik at flage. Runebergsdagen den 5. februar er en af Finlands 12 vedtagne flagdage.