Den internationale vexillologiske dag
1. oktober 2020by Peter ØsterbyeFlagnyt0
1. oktober er i en årrække blevet markeret som World Vexillology Day, forkortet Vexiday. Dagen handler ikke om at fejre et bestemt flag, men er en fest for alle flag. Vexiday er en opfordring til at lære mere om flag og påskønne den store mangfoldighed af flag i verden, i historien og i vores hverdag.
FIAV, den internationale føderation af vexillologiske foreninger, har kaldt 1. oktober 1961 for “den moderne vexillologis fødselsdag”. Det var nemlig den dato, verdens første fagblad om flagstudier, Flag Bulletin, udkom for første gang.
Det er derfor, Portland Flag Association i Oregon i USA valgte 1. oktober som den årligt tilbagevendende mulighed for at fejre flag og alt, der har med flag at gøre. Fra initiativtagerne i Portland har Vexiday spredt sig til andre medlemmer af FIAV og til mange forskellige lande i verden.
Vexiday kan følges på de sociale medier Facebook, Twitter, Instagram og Tumblr.