Det nordiske korsflag i vikingernes fodspor
1. oktober 2020by Anton PihlFlagnyt2
Det nordiske korsflag binder landene omkring Nordsøen og i Nordatlanten sammen. I de senere år har flere dele af Skotland fået nye flag, der er inspireret af den nordiske kulturarv, vikingerne og det moderne Nordens demokratiske værdier.
Norge har siden 1821 et nationalflag med et blåt kors med hvide kanter på rød bund. Den direkte inspirationskilde til dette flag var Dannebrog, Danmarks røde og hvide flag, som har været brugt i hvert fald siden 1300-tallet. Kongeriget Norge var i union med Kongeriget Danmark fra senmiddelalderen og indtil 1814.
Island var fra gammel tid en del af det norske rige, fra 1814 var øen en del af det danske rige. Et rødt kors med hvide kanter på blå bund blev antaget som islandsk flag i 1915. Island blev et uafhængigt kongerige i 1918, i 1944 blev Island republik.
Færøerne, som har selvstyre inden for Kongeriget Danmark, har et flag med et rødt kors med blå kanter på hvid bund. Dette flag blev hejst for første gang i 1919 og har været officielt anerkendt som Færøernes flag siden 1940.
Shetlands- og Orkneyøerne samt Isle of Man i Det Irske Hav og Hebriderne vest for Skotland blev koloniseret af vikinger i den tidlige middelalder. Indtil omkring 1470 var Shetland og Orkney formelt en del af Kongeriget Norge. Vikingerne kaldte disse øer Hjaltland og Orkn.
Shetlands flag afspejler øernes skotske og nordiske arv: et nordisk korsflag i blåt og hvidt, som er farverne fra det skotske nationalflag. Flaget blev designet i 1969 i forbindelse med fejringen af, at Shetland havde været en del af Skotland i 500 år.
Orkney for some time used a yellow flag with a red Scandinavian Cross. The Court of the Lord Lyon refused to recognize this flag and instead the Orkney Islands were granted a red flag with a blue cross fimbritated in yellow. This flag won a public flag design competition in 2007. It is known as St. Magnus’ Cross.
Orkney anvendte en overgang et gult flag med et rødt kors. Lord Lyon, den øverste heraldiske myndighed i Skotland, ville ikke anerkende dette flag. I stedet fik Orkneyøerne et flag med et blåt kors med gule kanter på rød bund. Dette flag vandt en designkonkurrence i 2007 og er kendt som Sankt Magnus’ Kors.
Caithness er det nordligste county på det skotske fastland og har de samme nordisk-skotske rødder som øerne mod nord og vest. Vikingerne kaldte området Katanes. I 2016 blev det nye county-flag afsløret: et blåt kors med gule kanter på sort bund. Et skib med en sort ravn på sejlet er placeret i flagets øverste inderste felt.
Barra og South Uist er to øer på den skotske vestkyst. For nylig blev deres lokale flag anerkendt af Lord Lyon. Barras flag er grønt med et hvidt kors. Flaget på South Uist har et blåt kors med hvide kanter på grøn bund. Begge flag er blevet brugt uofficielt gennem længere tid.
Kreative flagdesignere skaber hele tiden nye flag, som mennesker har lyst til at flage med, som repræsenterer dem og deres fællesskaber og udtrykker en stolthed over identitet, værdier og kulturarv.
Det nordiske korsflag, som oprindeligt var et kristent korsfarersymbol, forbinder på bemærkelsesværdig vis mennesker rundt om Nordsøen og i Nordatlanten til en fælles, hedensk arv fra vikingerne og til moderne nordiske demokratiske idealer.
2 comments
PER ATLE CHRISTIAN EDVARD ALEXANDER NIKOLAI PERALD
4. december 2020 at 12:35
Det norske flagget er basert på det norsk-danske handelsflagget (koffardiflagget).
Både Norge og Danmark brukte dette flagget. Også som splittflagg som orlogsflagg.
Danmark valgte på 1380 tallet den norske kronprinsen Olav som konge etter Valdemar Atterdag.
Hans mor, Margrete, Valdemars datter, bodde i Norge fra hun var 10 år gammel. I Norge var hun dronning, etter hvert enkedronning.
Riv
29. juli 2023 at 18:36
Island var en stort set ubeboet ø i det nordlige Atlanterhav, hvor nordboere omkring 870 bosatte sig. Landet var først en ‘fristat’, men blev en norsk provins i årene 1262/64. I 1380 kom Island som norsk biland under den dansk-norske krone og blev fra 1660 reelt et dansk biland.
I løbet af 1800-tallet tilstræbte islændingene en frigørelse fra Danmark, og gradvis opnåede landet større selvstændighed. I 1843 blev Altinget genoprettet som rådgivende nationalforsamling, og i 1874 fik landet en forfatningslov, der gav Altinget egen lovgivningsmagt. Hjemmestyre blev indført i 1904, og i 1918 blev Island en selvstændig og suveræn stat i personalunion med Danmark. Unionen fastsatte bl.a. dansk-islandsk kongefællesskab, og at Danmark varetog Islands udenrigsanliggender. Personalunionen mellem Danmark og Island blev opsagt fra islandsk side efter en folkeafstemning på Island i maj 1944. Blandt de afgivne stemmer var over 98 % for en ophævelse af unionen, og den 17. juni 1944 blev Island erklæret for en selvstændig republik.